Vedtægter - ekrk-lejerforening

Gå til indhold

Vedtægter

Vedtægter for
Foreningen af lejere i Københavns Lufthavn, Roskilde

1.
Navn og hjemsted
Foreningens navn er "Foreningen af lejere i Københavns Lufthavn, Roskilde". Foreningens hjemsted er Roskilde kommune.

2.
Formål
Foreningen er i henhold til lejekontrakt mellem Københavns Lufthavne A/S (KLH) og de enkelte lejere oprettet med det formål at varetage lejernes fælles interesser, bl.a. i forhold til KLH.

3..
Medlemmer
De til enhver tid værende lejere af grundarealer i Københavns Lufthavn, Roskilde, er berettiget og forpligtede til at være medlemmer af foreningen. 

Sekundære medlemmer.
Som medlemmer af foreningen kan optages firmaer og enkeltpersoner, der er lejere (fremlejere) hos en lejer, der har en lejekontrakt med KLH. 
Sekundære medlemmer har kun stemmeret efter aftale med sin udlejer, der dermed skal afgive en forholdsmæssig del af sin stemmeret.
4.
Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år inden udgangen af marts måned. 
Der indkaldes skriftligt til generalforsamling med mindst 14 dages varsel til hvert enkelt medlem.
Indkaldelsen skal indeholde årsberetning, regnskab, forslag til budget samt eventuelle forslag fra bestyrelsen eller medlemmer.

Generalforsamlingen skal behandle følgende dagsorden:
  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
  4. Bestyrelsens forsalg til budget for det løbende regnskabsår.
  5. Behandling af forslag.
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  7. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
  8. Eventuelt.

5.
Forslag til den ordinære generalforsamlig
Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være fremsat skriftligt til bestyrelsen senest den 1. februar.

6.
Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det påkrævet, eller når medlemmer, der er lejere af mindst en tredidel af det udlejede areal, skriftligt fremsender begæring til bestyrelsen herom, med angivelse af de emner, der ønskes behandlet. Bestyrelsen er derefter pligtig til at indkalde til den ekstraordinære generalforsamling, der med mindst 14 dages varsel skal afholdes inden 1 måned efter begæringens modtagelse.

7.
Generalforsamlingens dirigent
Dirigenten leder generalforsamlingen og afgør alle spørgsmål vedrørende afviklingen af dagsordenen, herunder afstemningsmetoden, stemmeafgivningen og dens resultater, for såvidt han ikke måtte finde anledning til at henvise en sags behandling til generalforsamlingens afgørelse.
Beslutninger kan uanset de fremmødte medlemmers stemmetal, gyldigt træffes ved simpel stemmeflerhed, bortset fra vedtægtsændringer. 
Ved stemmelighed bortfalder et forslag. 

8.
Vedtægtsændringer
Beslutning af vedtægtsændringer kan kun gyldig vedtages, såfremt mindst to trediedele af samtlige stemmer er lovligt repræsenteret og mindst to trediedele at de repræsenterede stemmer afgives for de fremsatte ændringsforslag.
Opnås der på en generalforsamling to trediedels flertal for et vedtægtsændringsforslag, men er to trediedele af samtlige stemmer ikke repræsenteret, indkalder bestyrelsen inden 1 måned til en ny, ekstraordinær generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med to trediedele af de lovligt afgivne stemmer på denne ekstraordinære generalforsamling.
Beslutning om opløsning af foreningen kan kun ske i henhold til punkt 15 i vedtægterne.

9.
Stemmer og stemmeret
Hvert lejemål har 1 stemme pr. lejet kvadratmeter (afrundet til nærmeste hele tal) i henhold til lejekontakt med KLH.
Der kan stemmes ved fuldmagt fra den registrerede lejer.
10.
Protokol
Referat af hændelsesforløbet på en generalforsamling indføres i foreningens forhandlingsprotokol.
Referatet underskrives af referent og dirigent.

11.
Bestyrelse
Bestyrelsen varetager foreningens interesser og forvalter dens formue og midler.
Bestyrelsen er ansvarlig for gennemførelsen af den generalforsamlingsvedtagne politik.

Sammensætning.
Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen og består af mindst 3 og højst 5 af foreningens medlemmer.
De vælges for 2 år ad gangen og afgår efter tur med 2 medlemmer i ulige årstal og det resterende antal i lige årstal - første gang dog efter lodtrækning. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær samt fastsætter sin forretningsorden. Bestyrelsen er ulønnet.
Bestyrelsen kan i overensstemmelse med budgettet antage lønnet sekretariatsassistance i fornødent omfang.

Beslutninger.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede.
Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflerhed.
Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Referat af beslutningerne indføres i foreningens forhandlingsprotokol, der underskrives af de i mødet deltagende bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen er bemyndiget til, i forbindelse med særlig opgaver, at inddrage ekstern assistance og eventuelt meddele forhandlingsmandat.

Information fra bestyrelsen til medlemmerne.
Bestyrelsen forpligter sig til at holde medlemmerne orienteret om de sager, der løbende behandles.
Bestyrelsen udsender information i et omfang, der kan tilgodese medlemmernes behov for oplysninger.

Mødeaktivitet.
Bestyrelsen skal vurdere, om behandlingen af visse sager kræver, at medlemmerne skal høres ved et eller flere møder udover generalforsamlingen.

Budget.
Bestyrelsen arbejder efter et budget, der er vedtaget på generalforsamlingen.

Tegningsret.
Bestyrelsen, og dermed foreningen, tegnes af formand og kasserer i forening eller en af disse i forening med to bestyrelsesmedlemmer.

12.
Kontingent
Kontingent til foreningen betales som et basisgebyr, samt et arealgebyr, der betales i forhold til det lejede areal.
Gebyrets størrelse fremgår af foreningens budget.
Sekundære medlemmer betaler kun basisgebyr.

13.
Regnskab.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Senest den 1. februar afleveres regnskabet til revisorerne, der senest 14 dage herefter aaflevere dette til bestyrelsen i revideret stand med evt. revisionsbemærkninger.

14.
Revision.
Revisionen af foreningens regnskaber - herunder eftersyn af kassebeholdning, tilgodehavender i bank, sparekasse eller på postgirokonto samt foreningens eventurelle øvrige formue - foretages af 2 på den ordinære generalforsamling for 1 år ad gangen valgte revisorer. 
Genvalg kan finde sted.

15.
Opløsning.
Opløsning af foreningen kan, så længe der er lejere i lufthavnen, ikke finde sted uden samtykke fra KLH.
Foreningen kan i øvrigt kun opløses i henhold til beslutning på 2 umiddelbart på hinanden følgende generalforsamlinger.
På hvert af disse skal mindst to trediedele af stemmerne være repræsenteret, og mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer skal være afgivet for forslaget om foreningens opløsning.
Ved opløsning af foreningen opgøres dens formue og fordeles - efter at al skyld og gæld er betalt - med anparter i forhold til det af medlemmerne lejede areal.
Denne paragraf kan kun ændres efter samme beslutningsmæssige regler, som er gældende for opløsning af foreningen.

***
Vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 4. august 1992. 
Tilbage til indhold